Hvad vil det sige at være international?

Hvad vil det sige at være international? Der er en verden uden for Verona. Meget foregår i Danmark – ikke alt dog. Vi skal ud over stepperne, være med på de bonede gulve, spise kirsebær med de store.

Let at sige – men hvad kræver det – at være international?

Mange vil gerne være med på de store scener: VM i diverse sportgrene, store koncertsale, de europæiske institutioner og alle danske virksomheder, der blander sig på de internationale markeder. Vi er med, hvor det sker. Hver dag – året rundt.

Men hvad kræver det egentlig – ideelt set – at være med?

Her er 5 faktorer blandt mange, der gør det til en fornøjelse for dig selv og andre at bevæge sig internationalt:

1. Du skal kunne sprog
Jo mere, jo bedre. Jo flere, jo bedre. Livet bliver noget lettere, hvis du kan forklare, hvad du vil, så det er til at forstå. Hvis du kan inspirere, begejstre og fornøje på et andet sprog. Sprog er magt. Vil du have magt og indflydelse, så sæt ind her. Både skriftligt og mundtligt.

2. Du skal have respekt for de andre
Politikere der optræder med stor selvsikkerhed på Christiansborg, opdager, at dyb respekt for andres synspunkter er en af vejene til politisk indflydelse i Bruxelles, Strasbourg og New York. De bedste sportsfolk har som regel dyb respekt for deres modstanderne. Og danske kunstnere med internationale ambitioner gør godt i at interessere sig intenst for deres udenlandske publikum. Hvem de er, og hvad der kunne tænde dem.

3. Du skal have let ved at navigere i ukendt terræn
Kunne spotte, hvad der foregår og hvorfor.
Hurtigt. Intuitivt. Hvorfor taler de andre, som de gør? Hvorfor siger de ingenting? Hvorfor råber de så højt? Hvorfor er de så formelle? Hvem bestemmer? Se hvad der foregår og hav mod til at forme slagets gang, som du nu synes.

4. Du skal kunne arbejde arbejde on the go
Det går stærkt nu om dage. Mange bruger meget tid 
undervejs – i bilen, på toget, i flyet. Du skal have noget fra hånden i højt gear. Uden at blive stresset. Det kræver sin mand/kvinde. Men det er nødvendigt, fordi der sidder altid nogen og venter på et svar eller en reaktion. Løsningen: Forventningsafstemning. Fortæl de andre, hvordan du kommunikerer, og hvilke forventninger, du har til andre.

5. Du skal skabe energi, humør og glæde omkring dig
Det skal du lokalt. Det skal du nationalt. 
Det skal du internationalt. Måske især internationalt, hvor kulturelle forskelle ofte står i vejen for ægte samarbejde, der flytter noget effektivt på kortest mulig tid. Politik, business, kultur skabes af og mellem mennesker. Er det for kedeligt, er risikoen for, at du selv eller de andre står af stor. Så hold op med at være kedelig. Det er et godt råd.