Hvad vil det sige at være international?

Hvad vil det sige at være international? Der er en verden uden for Verona. Meget foregår i Danmark – ikke alt dog. Vi skal ud over stepperne, være med på de bonede gulve, spise kirsebær med de store.

Let at sige – men hvad kræver det – at være international?

Mange vil gerne være med på de store scener: VM i diverse sportgrene, store koncertsale, de europæiske institutioner og alle danske virksomheder, der blander sig på de internationale markeder. Vi er med, hvor det sker. Hver dag – året rundt.

Men hvad kræver det egentlig – ideelt set – at være med?

Her er 5 faktorer blandt mange, der gør det til en fornøjelse for dig selv og andre at bevæge sig internationalt:

1. Du skal kunne sprog
Jo mere, jo bedre. Jo flere, jo bedre. Livet bliver noget lettere, hvis du kan forklare, hvad du vil, så det er til at forstå. Hvis du kan inspirere, begejstre og fornøje på et andet sprog. Sprog er magt. Vil du have magt og indflydelse, så sæt ind her. Både skriftligt og mundtligt.

2. Du skal have respekt for de andre
Politikere der optræder med stor selvsikkerhed på Christiansborg, opdager, at dyb respekt for andres synspunkter er en af vejene til politisk indflydelse i Bruxelles, Strasbourg og New York. De bedste sportsfolk har som regel dyb respekt for deres modstanderne. Og danske kunstnere med internationale ambitioner gør godt i at interessere sig intenst for deres udenlandske publikum. Hvem de er, og hvad der kunne tænde dem.

3. Du skal have let ved at navigere i ukendt terræn
Kunne spotte, hvad der foregår og hvorfor.
Hurtigt. Intuitivt. Hvorfor taler de andre, som de gør? Hvorfor siger de ingenting? Hvorfor råber de så højt? Hvorfor er de så formelle? Hvem bestemmer? Se hvad der foregår og hav mod til at forme slagets gang, som du nu synes.

4. Du skal kunne arbejde arbejde on the go
Det går stærkt nu om dage. Mange bruger meget tid 
undervejs – i bilen, på toget, i flyet. Du skal have noget fra hånden i højt gear. Uden at blive stresset. Det kræver sin mand/kvinde. Men det er nødvendigt, fordi der sidder altid nogen og venter på et svar eller en reaktion. Løsningen: Forventningsafstemning. Fortæl de andre, hvordan du kommunikerer, og hvilke forventninger, du har til andre.

5. Du skal skabe energi, humør og glæde omkring dig
Det skal du lokalt. Det skal du nationalt. 
Det skal du internationalt. Måske især internationalt, hvor kulturelle forskelle ofte står i vejen for ægte samarbejde, der flytter noget effektivt på kortest mulig tid. Politik, business, kultur skabes af og mellem mennesker. Er det for kedeligt, er risikoen for, at du selv eller de andre står af stor. Så hold op med at være kedelig. Det er et godt råd.

Virksomheder, skoler og institutioner: Det kan I lære af kvindelandsholdet i fodbold

Kvindelandsholdet minder os om, at det er hold, der vinder kampe. Ikke enkeltpersoner. Der er brug for stjerner, men de gør det ikke alene. Det er holdet, der vinder. Kampgejst, spilleglæde, vilje til sejr hos alle spillere. Og alle dem, der omgiver holdet. Billederne fra scener efter kampen siger det hele. Det er godt at tænke på nu, hvor alle vender tilbage til dagligdagen efter en lang sommerferie. Og det er ligegyldigt, om vi snakker om business, politik, uddannelse eller kultur. Lad os kigge os om. Lad os lytte til, hvad der siges i dag. Lad os observere konkret adfærd hos vore omgivelser. Ser du holdspil i særklasse på danske arbejdspladser? I danske institutioner og organisationer? På den internationale politiske scene. EU/Europa, FN, G20? Og hvad med det nære: familien? Hvordan ser det lige ud der?

Det er meget let at udtale ordet hold-spil. Det er meget sværere at gennemføre i praksis, men de danske fodboldkvinder har vist en vej. Noget andet: Når spillerne interviewes på tv, imponeres man over deres evne til at brænde igennem på skærmen. Fordi de er nærværende, til stede, på mærkerne. Og de er gode til at svare kort, præcist og autentisk på de svære spørgsmål som: ”Hvordan har du det efter finale-nederlaget?”, ”Hvorfor tabte I?”, ”Hvordan skal I fejre sølvet?” et cetera. Måske gør de det bare som kommunikationsmæssige naturtalenter, måske har de trænet kommunikation på tv på forhånd – det vigtige: De vinder folks hjerter på grund af deres måde at være på.

Vi må håbe, at der nu sættes meget større fokus på at få flere piger til at spille fodbold. De skal have meget bedre forhold. Klubberne må arbejde på at sikre, at piger får de bedste muligheder for at udvikle sig sportsligt, socialt og menneskeligt. Landsholdet præsenterer danske unge for en perlerække af nye rollemodeller. De vil få nogen at se op til. De skal ikke forvente, at de selv bliver eksponeret, feteret og beundret som landsholdskvinderne, men de skal finde glæden ved at udnytte deres fodboldtalent bedst muligt, finde glæden ved samværet med andre – holdet – og finde fornøjelsen ved at dyrke det, der er brug for overalt i samfundet: spilleglæde, kampgejst og holdånd.

Til sidst: Er du leder af en virksomhed, en skole, en institution, så er det lige nu, du kan minde dine medarbejdere om følgende:

1. Det gælder om at have et spændende mål for øje.

2. Det betaler sig at træne hårdt og intenst over lang tid.

3. Ingen skaber resultater alene – det er holdet, der tæller.

4. Den personlige udstråling vinder hjerter.

5. Spilleglæde, livsglæde og kampgejst i dagligdagen – hver for sig og sammen.

Debatindlæg af Povl Henningsen, offentliggjort i Kristeligt Dagblad d. 10/8 2017.